Vi tilbyder webdesign, seo, cms, backup m.v.
70 20 02 65
info@altero.dk

Forretningsbetingelser for Altero Design

 

I. Anvendelseområde

Følgende forretningsbetingelser gælder for enhver aftale om levering af ydelser og produkter fra Altero Design.

En konkret afvigelse fra forretningsbetingelserne er kun gyldig med skriftlig accept af Altero Design.

 

Ved indgåelse af aftale om levering af et produkt eller en ydelse, accepteres det samtidigt, at kunden modtager nyhedsbrev fra Altero Design, som dog til enhver tid kan frameldes vederlagsfrit.

 

II. Design og programmering

  1. Aftaler om levering af ydelser, det være sig udvikling, design, programmering m.v. indgås altid på baggrund af et forudgående tilbud godkendt af kunden. Arbejde, som bliver udført udover det i tilbudet anførte, vil blive faktureret særskilt til gældende timepriser.
  2. Med mindre andet er aftalt, skal link til Altero Design som minimum være at finde på websitets forside (den leverede løsning).
  3. Alt materiale (tekster, billeder og grafiske elementer) skal afleveres i elektronisk form, med mindre andet er aftalt i tilbudet. Alt billedmateriale, som skal fremgå af kundens website, skal leveres af kunden, jf. lov om copyright.
  4. Kunden er forpligtet til at overholde de i tilbudet aftalte deadlines. Hvis kunden ikke overholder disse, er Altero Design ikke forpligtet til at aflevere den endelige produktion til den i tilbudet angivne deadline.
  5. De af Altero Design leverede løsninger omfatter kun brugsretten til de nævnte løsninger.

  6. De af Altero Design leverede løsninger må ikke kopieres, videresælges eller overdrages til 3. part uden Altero Designs skriftlige accept.

  7. Ejendomsretten til de udviklede løsninger tilhører Altero Design.

  8. Løsninger der anvender Contentmaker CMS skal være placeret i vort servermiljø for at sikre optimal ydelse.

  9. Alle løsninger udføres i overensstemmelse med god programmeringskik.

  10. Altero Design kan ikke drages til ansvar for kundens direkte eller indirekte tab som følge af de leverede løsninger.

III. Domæner

  1. Ved domænebestilling erklærer registranten at brugen af domænenavnet ikke krænker tredjeparts navne- eller varemærkerettigheder eller i øvrigt må formodes at stride mod dansk lovgivning.
  2. Ved fejlbestilte domæner tilbagebetales registreringsgebyret ikke, idet bestillinger gennemføres elektronisk.
  3. Ved DK domæner betales første års gebyr til Altero Design. Efterfølgende årsgebyr opkræves direkte af DK-Hostmaster. Kunden er selv forpligtet til, at meddele DK-Hostmaster evt. adresseændringer m.v.
  4. Ved andre top-level domæner (.info, .net, .com m.fl.) opkræves gebyr af Altero Design.

IV. Webhotel

  1. Alle webservere drives på højtydende Windows servere.
  2. Systemerne er overvåget 24 timer i døgnet, hvilket sikrer en oppetid på over 99,9%.
  3. Der foretages daglig backup på alle webhoteller. Restore fra denne kan foretages mod et gebyr på kr. 499,00 ekskl. moms.
  4. Serverne er placeret i specialindrettede serverrum og alle servere er sikret mod strømsvigt med UPS-strømbackup.
  5. Linietilgangen leveres af TDC og Telia med 2 x 10 Gbit.
  6. Der må ikke forefindes materiale på webhoteller som er i strid med bestemmelserne i den danske lovgivning, ligesom vi ikke tillader pornografisk eller andet kontroversielt eller uetisk materiale.
  7. Webhotellet må ikke fungerer som ekstern harddisk eller arkiv. Det er således ikke tilladt at have store filarkiver liggende til fri download.
  8. Der er som udgangspunkt fri trafik og fri båndbrede for alle webhoteller. En grov udnyttelse af dette kan dog medføre eksklusion eller begrænsning af båndbredde. Grov udnyttelse kan eksempelvis være overtrædelse af reglerne om webhotellets indhold, samt at denne overtrædelse forårsager et uforholdsmæssigt stort trafikforbrug.

V. Remote Backup

  1. Der tillades backup af enhver form for information uden begrænsning af art eller indhold.
  2. Altero Design er gennem sin leveradør forsikret ved Alm. Brand mod tab af data som følge af indirekte eller direkte skade og følgeskader, med en skadesdækning på kr. 1.000.000 kr. pr. skade til reetablering af tabte data.
  3. Altero Design er ikke ansvarlig for tab i forbindelse med tekniske nedbrud ved transmissionsadgang, fejlagtig opsætning af backupklient ved bruger eller anden lignede følgeskade, i forbindelse med fejlagtig anvendelsen af systemet og er ikke ansvarlig ved slutbrugers manuelle sletning af dokumenter og filer.
  4. Altero Design er ikke ansvarlig for tab, der skyldes force majeure, herunder lovforskrifter, myndighedsforanstaltninger eller lignende.
  5. Altero Design er ikke ansvarlig for tab af data i forbindelse med terror, sabotage, strejke, lockout, boykot eller blokade. Dette gælder selv om Altero Design eller dennes leverandør er part i konflikten.
  6. Ved backupsæt der er oprettet med eget defineret unik krypteringsnøgle, er kunden selv ansvarlig for at denne krypteringsnøgle opbevares forsvarligt. Går denne krypteringsnøgle tabt, vil hverken kunden eller Altero Design kunne få adgang til reetablering af data.

VI. Betalingsgateway

  1. Kunden er selv ansvarlig for, at betalingsoverførslerne sker i henhold til gældende lovgivning m.v., herunder regler fastsat i lovgivningen for betalingskort, register forskrifter og forbrugerbeskyttelse.
  2. Kunden er selv ansvarlig for tilpasning og opsætning af betalingssystemet, såfremt dette ikke indgår som en del af en leveret løsning.
  3. Kunden skal selv tegne en indløsningsaftale med PBS, for at kunne bruge betalingssystemet.
  4. Kunden er selv ansvarlig for at sætte sig ind i regler, gebyrer og andet, som er foreskrevet af PBS.
  5. Altero Design forbeholder sig ret til ved overtrædelse af denne aftale uden varsel, at lukke adgang til betalingssystemet.
  6. Altero Design kan ikke stilles til ansvar for kundens direkte eller indirekte tab i tilfælde af driftstop, datatab, systemnedbrud, uvedkommendes adgang, samt eventuelle krav fra kunder om tilbageførsel af betalinger gennemført via betalingssystemet.

VII. SMTP servere

  1. Altero Design stiller SMTP servere til rådighed for afsendelse af mails.
  2. SMTP servere må ikke bruges til afsendelse af SPAM mails eller afsendelse af materiale som er i strid med dansk lovgivning.
  3. Ethvert brud på denne regel vil medføre øjeblikkelig lukning af abonnement samt tilhørende services. Altero Design kan efterfølgende kræve erstatning svarende til de udgifter Altero Design måtte pådrage sig af evt. følgeskade eller sagsanlæg.
  4. Altero Design kan ikke gøres ansvarlig for manglende levering af mails sendt via vore SMTP servere.

VIII. Abonnementbetalinger

  1. For ydelser der leveres som løbende abonnement, kan der aftales betalingsinterval på 3 månder, 6 måneder eller 12 måneder.
  2. Abonnementsaftaler fornyes automatisk såfremt de ikke opsiges rettidigt.
  3. Opsigelse af abonnementaftaler skal ske skriftligt senest 30 dage før udløb af en betalingsperiode, svarende til det valgte betalingsinterval.
  4. Altero Design refunderer ikke betalinger såfremt kunden ønsker at opsige og nedlægge sit abonnement midt i en periode

IX. Betalingsbetingelser

  1. Såfremt særskilt aftale ikke er indgået herom, gælder betalingsbetingelsen 8 dage netto.
  2. Er forfaldne beløb ikke modtaget senest 8 dage efter forfaldsdagen, fremsendes der rykker med et gebyr på kr. 100,00 samt 0,60% i rente pr. påbegyndt måned.
    Altero Design forbeholder sig herefter retten til at overdrage fordringen til tredjepart i forbindelse med inkasso, herunder registrering i RKI.
  3. Altero Design berettiget til at hæve aftalen samt/eller lukke helt eller delvist for den leverede løsningen i tilfælde af manglende overholdelse af betalingsbetingelserne.
  4. Krav fra kundens side mod Altero Design berettiger ikke kunden til at tilbageholde forfaldne beløb eller dele heraf; ligesom kunden ikke er berettiget til at foretage modregning.
  5. Fakturering af opgaver finder sted senest 8 dage efter levering på testserver, eller når den leverede løsnng sættes i drift såfremt dette sker før.
  6. Fakturaer fremsendes elektronisk via e-mail.

X. Kundens forpligtelser

  1. Kunden er forpligtet til at meddele eventuelle adresseændringer skriftligt til Altero Design.
  2. Kunden har pligt til, at orienterer Altero Design om evt. fejl i det leverede, herunder funktions- og sikkerhedsmæssige fejl.
  3. Kunden er forpligtet til, at materiale der anvendes i de leverede løsninger overholder dansk lovgivning.
  4. Kunden er forpligtet til at whiteliste domænet @altero.dk så elektroniske fakturaer kan modtages uhindret.

XI. Ansvar/ansvarsbegrænsning

  1. Kundens anvendelse af udviklede Internetløsninger med tilhørende delelementer sker i enhver henseende på eget ansvar.
  2. Altero Design påtager ikke nogen form for ansvar for rigtighed, lovlighed etc. af de informationer, som kunden afgiver til/modtager fra Internettet.
  3. Såfremt kundens ulovlige og/eller ansvarspådragende handlinger/undladelser er skyld i, at Altero Design bliver pålagt erstatning, afgift eller bøde, er kunden forpligtet til at friholde Altero Design for disse.
  4. Altero Design påtager sig intet ansvar for forhold, som er uden for Altero Designs kontrol, det være sig afbrydelser, forstyrrelser, forsinkelser og/eller manglende etablering. Denne ansvarsbegrænsning er således udvidet i forhold til sædvanlig force majeure.
  5. Altero Design er under ingen omstændigheder ansvarlig for en kundes drifts-, avance- og/eller andre indirekte tab.
  6. Altero Design er ikke ansvarlig i tilfælde af tab i forbindelse med uvedkommendes adgang til kunden systemer, herunder data, som befinder sig på kundens eller andres Internetservere.
  7. Såfremt Altero Design skulle blive erstatningspligtig, kan denne maksimalt udgøre et beløb forholdsmæssigt svarende til det, kunden betalte for den leverede ydelse.

XII. Opsigelse og anden ophør

  1. I tilfælde af kundens væsentlige misligholdelse af løbende aftaler er Altero Design berettiget til, uden yderligere varsel, at opsige aftalen samt kræve sit tab og eventuelle udeståender betalt.
    Som væsentlig misligholdelse f.eks. nævnes:
    1. kundens manglende betaling
    2. lovstridige handlinger og/eller undladelser fra kundens side
    3. kundens uretmæssige brug af Altero Designs rettigheder
    4. at kunden tages under konkursbehandling
    5. at kunden anmelder betalingsstandsning
  2. Såfremt Altero Design ønsker at lukke specielle abonnementtyper eller tjenester, kan dette gøres med 1 måneds varsel.
  3. I tilfælde af Altero Designs ophør, tilfalder alle rettigheder til design og programmering den enkelte kunde, herunder også kildekoden til Contentmaker CMS såfremt dette anvendes. Undtagelsen fra dette er løsninger som leveres som løbende abonnement.
  4. Såfremt Altero Design sælges eller på anden måde overdrages til 3. part, overdrages ligeledes Altero Designs forpligtelser over for eksisterende kunder.

XIII. Værneting
Kunden erklærer sig bekendt med Altero Designs generelle forretningsbetingelser. Enhver tvist i anledning af denne aftale skal afgøres efter dansk ret med sø- og handelsretten i København som værneting i første instans.

 

X. Ændring af betingelser
Altero Design forretningsbetingelser kan af Altero Design ændres uden yderligere varsel.